State of the art - også i morgen!

Det er en topmoderne uddannelsesinstitution, der møder os, da vi træder ind på Tandlægeskolen i Aarhus. Klinikrum og venteværelser er indbydende og behagelige og med det nyeste udstyr overalt.


Selv farvevalget er nøje gennemtænkt
Ellen Frandsen Lau, institutleder på Tandlægeskolen, fortæller, at der under ombygningen er lagt stor vægt på indretningen og farverne i de forskellige rum, og at der ligger tanker bag rummenes forskellighed: "Vi har tænkt meget over, hvordan vi ville bygge om. Man vil se, når man går rundt på vores skole, at de enkelte klinikker har en forskellig indretning, og det er faktisk gjort med velberådet hu, fordi der er forskellige arbejdsvilkår for de forskellige klinikker. Eksempelvis har studenterklinikkerne til indlæring af det almindelige tandlægearbejde en åben struktur, fordi der giver god mulighed for sidemandsoplæring."

Vi kan ved selvsyn konstatere, at der er markant forskel på farverne i vente­rum og de forskellige klinikrum. Venterummene har en frisk grøn farve med liv og spræl, mens klinikrummene er holdt i mere afdæmpede farver, der specifikt er valgt for at skabe ro hos de patienter, der er nervøse inden en behandling.

Fremtidssikret teknologi
Men det er ikke kun på overfladen, at tandlægeskolen er moderne. I forbindelse med en omfattende ombygning og dertilhørende udbudsrunde er alt udstyr i klinik, steril og teknikrum blevet udskiftet til den nyeste teknologi. "Jeg synes virkelig, at der har været tænkt, sådan at vi ikke kun har state-of-the-art i dag, men at vi har nogle klinikker, der er målrettede også til fremtidens udvikling. Det er det helt afgørende", forklarer Ellen Frandsen, og fortsætter: "Det er så sjældent, at vi kan komme til at lave det her, at det ikke kan nytte noget, at vi kun laver det bedste til dagen. Vi skal også bygge til i morgen. Det synes jeg, at vi har opnået her, og det er jeg glad for."

Nøje definerede ønsker til udstyret
I processen omkring udbudsmaterialet var den projektgruppe, Aarhus Tandlægeskole havde nedsat, yderst grundige i deres research. Det gav mulighed for en skarpt defineret ønskeliste i forhold til udstyrsinvesteringen. Ønskelisten blev kommunikeret til udbudstagerne, således at de havde mulighed for at udvikle det ønskede. Planmeca udviklede i den forbindelse et centraliseret automatisk vandbehandlings- og sugerenssystem, som er blevet implementeret på hele skolen. Det betyder blandt andet, at der ikke længere er medarbejdere, som manuelt renser sug på de omkring 200 units.

Interesse fra udlandet
Det er ikke kun Tandlægeskolens egne medarbejdere og studerende, som glæder sig over de moderne faciliteter. Ellen og Erling fortæller, at Tandlægeskolen med jævne mellemrum får besøg fra udenlandske universiteter, der gerne vil inspireres. Også de vil vel gerne bygge fremtidssikrede læringsmiljøer, der på bedste vis kan understøtte undervisningen.